Brugs-KUNST

Da alle vores fælles arrangementer er lukket ned pga. den lille skid til Covid-19, må vi finde på noget andet at samles om. Derfor sætter vi nu et nyt skib i søen – nemlig kunstudstillingen BrugsKUNST.

Ideen er, at vi vil prøve at finde ud af, hvilke kunstværker (billeder, skulpturer, keramik o.a.) der pryder væggene i Nordenskov og omegn. Værkerne vil så blive udstillet i Dagli`Brugsen i Nordenskov fra den 10. til den 30. januar (2021) – derfor navnet BrugsKUNST.

Og mon ikke det bliver Verdens første udstilling af sin art?

Derfor spørger vi nu:                                                                                                                                                             
Har du/I et billede, en skulptur, en krukke eller noget andet kunst du/I synes det kunne være spændende at få med på udstillingen, så send en SMS til 5151 4047 eller en mail til nordenskov-bf@outlook.dk med navn, adresse og tlf. nr. – vi tager så kontakt med aftaler om det videre forløb.

Og så det vigtigste:                                                                                                           
Der er ingen smagsdommere. Vi har plads til ca. 25 værker – og det er dig/jer der bestemmer hvad der skal med, så udstillingen kommer til at vise det sande billede af, hvad vi hænger på væggene i Øse sogn.

Så, kære venner, kom frit frem og lad os sammen skabe lidt fest og farver i en meget grå tid.

Udstillingen er et samarbejde mellem NBSF og Dagli`Brugsen, Nordenskov.